Omkring Festspillet

Friluftsspillet Vilhelmsborg Festspil tog sin begyndelse  i sommeren 1991 og har hvert år opført operette / musical i Vilhelmsborg Park syd for Århus.

Spillet bygger på indsatsen fra ca. 200 frivillige, der brænder for at skabe en flot forestilling. Det er spændende og udfordrende opgaver med skønne mennesker og sjove oplevelser. For nogle er det en hel livsstil, og mange får venner for livet.

Organisationen er først og fremmest en fond, bestående af folk fra kultur- og erhvervslivet, samt det offentlige. Den daglige ledelse er overladt til et forretningsudvalg, der har overblik over hele produktionen.

Selve forestillingen styres af et produktionshold med en professionel instruktør i tæt samarbejde med scenograf, koreograf, kapelmester og lyd- og lysdesigner. Scenen udfyldes af et ca. 60 personers stort ensemble, der inkluderer skuespillere, dansere og sangere. De er udvalgt ved audition i januar.

Deltager får et indgående kendskab til teaterverdenen, med en meget kompetent ledelse og instruktion i drama, sang og dans. - De fleste kommer uden at have erfaring, men med lyst til at lære mere og deltage i årets forestilling.

Prøverne begynder i marts, der er i alt 30 prøveaftener/dage i perioden op til premieren sidst i juli, afbrudt af 4 ugers sommerferie fra midt i juni til midt i juli, hvorefter det hele foregår på scenen ude i de rigtige kulisser.

De øvrige funktioner er opdelt i grupper.

Service og Boder er det første publikum møder ved ankomsten. Foruden at vise tilrette ved parkeringen, sørger de for at alt er rent og pænt, så publikum kan nyde mad og drikke i det grønne inden forestillingen. Gruppen begynder ude på pladsen midt i juli med opmærkning af parkeringsområde, samt opsætning af telte, borde, stole, indretning og meget mere.

Scenebyggegruppen er stort set i gang hele året. De holder styr på alt materiellet og i løbet af vinteren går man i gang med at bygge dele til næste års spil. De holder til i materielhallen mellem Vilhelmsborg og Mårslet og når græsset bliver grønt flytter gruppen med skurvogne og containere ned på festspilpladsen i parken og arbejdet intensiveres.

Der er 1-2 ugentlige arbejdsdage, hvor man kan komme og give en hjælpende hånd. Efter sidste forestilling begynder nedtagning af kulisser, her er der også brug for mange hænder, der kræves ingen håndværksmæssig erfaring og kunnen, så det er lysten til at være med til at lave teater, der drive værket.

Malergruppen kommer og svinger penslerne, når tid er. I samarbejde med scenografen lykkes det at få de rå træplader til at se ud som det fineste slot eller en beskidt fabrik.

El-gruppen starter ca. midt i juli med at "sætte strøm" til pladsen, så der er muligt både at høre og se alle herlighederne på de dejlige sommeraftener. Arbejdstid og frekvens aftales med gruppelederen. El-gruppen fortsætter med opsyn under spilleperioden og efter sidste forestilling skal det hele tages ned igen.

Regi-gruppen skaffer og konstruerer efter aftale med instruktør og scenograf rekvisitter til scenen. Udfordringerne har været mange gennem tiden: Lavet frihedsgudinde og kanariefugle, passet på levende dyr og store biler og handlet loppefund til den store guldmedalje. Kun fantasien sætter grænser. Arbejdsperioden er løbende under skuespillernes forårsprøver, og intensiveres ude på festspilspladsen, hvor de er til stede hver aften fra midten af juli og indtil midten af august. Herefter skal alt ryddes på plads i diverse containere.

Kostumegruppen holder til i Århus midtby og er i gang året rundt med planlægning og forarbejde. Der designes og syes i kilometervis af stof, da der skal bruges mange og forskellige kostumer. Der arbejdes i hold hver tirsdag aften plus enkelte lørdage, og sammen med prøverne flytter systuen ud på pladsen i deres skurvogn, hvor der under alle forestillinger er mandskab på, hvis en knap smutter eller en strop springer. De fortsætter efter sidste forestilling med at få kostumerne gjort i orden, så de evt. kan bruges igen til næste sæson.

Sminkegruppen kan med pensler i alle regnbuens farver forvandle alt fra ingeniører, kirurger, pensionister, gymnasieelever og bankfunktionærer til pirater, newyorkere, tyrolere, berlinere, BZ'er og sågar københavnere! Sminke-gruppen starter op midt i juni til programfoto, men er først dagligt på under sidste del af prøveforløbet og ved forestillingerne.

Lys- og Lydgruppen sætter spot på hele molevitten under kyndig styring af den professionelt tekniske afdeling. Der lægges kabler, opsættes højtalere, justeres lys og testes teknik, så publikum kan høre tale og sang, og se ensemblet efter mørket har sæn

2009 Cabaret

2008 West Side Story

2007 Sommer i Tyrol

2006 Grease

2005 Farinelli

ket sig. Gruppen starter ca. midt i juli og er en vigtig part under hele forestillingsperioden.

Kantinevognen også kaldet "Tutten" sørger for forplejning af de mange frivillige. Her kan de medvirkende købe mad og drikke til favorable priser under prøverne og forestillingerne ude på pladsen. Der er altid en masse liv ved Tutten, som ligger centralt i lejren bag scenen. Tuttens folk starter så den er klar til rykind, når prøverne begynder på scenen midt i juli.

PR-gruppen tager sig af annoncering og pressekontakt, events og mange andre aktivitet, der skal tiltrække publikum, både dem der har været der før, men også nye ansigter.

Sekretariatet er festspillets administrative centrum og har sit lille kontor på Dalgas Avenue, heldigvis kan meget arbejde klares hjemme fra computeren og mobilen. Sekretariatet flytter med ud til prøver, og tager sig af løssalgsbilletterne.

Vilhelmsborg Festspils Venner er en fællesforening for alle der støtter op om spillet. Den tager sig af Tutten, sørger for spisning, fester og andre sociale arrangementer for festspillets frivillige.

Spilleperioden er almindeligvis med premiere sidste onsdag i juli, der spilles frem til midt i august. Alle aftener kl. 20, men som hovedregel tillige én lørdag kl. 15. Der spilles ikke torsdag efter premieren og søndage. - Søndag efter sidste forestilling er der fælles oprydningsdag.

Kom og vær med
Kunne du tænke dig at være med på backstage-holdet ? - Kontakt Lone Nielsson på 86 76 02 71 eller send en mail.

Husk også at fortælle om alt dette til
familie, venner og bekendte.

Tilmelding som pdf-fil

Link til Odderbanen

Link til Busplaner